KlimaKickstart-projektet er blevet udvidet
KlimaKickstart-projektet er blevet udvidet med tre nye partnerskoler: Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, EUC Sjælland samt UCE (CELF / SOSU Nykøbing Falster). Udvidelsen styrker samarbejdet om udvikling af klimadidaktiske undervisningsforløb målrettet GF1-elever inden for bygge- og anlægsområdet.
I løbet af de seneste dage er der gennemført workshops hos både Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser og EUC Sjælland. Her har undervisere og projektaktører i fællesskab arbejdet med at udvikle konkrete undervisningsmaterialer og didaktiske greb, der kan understøtte elevernes forståelse af klima, bæredygtighed og grøn omstilling i en erhvervsfaglig kontekst.
Workshopforløbene har haft fokus på at skabe undervisning, der er praksisnær, relevant og tilpasset GF1-elevernes faglige niveau og motivation. Samtidig har der været stor opmærksomhed på at koble klimadidaktik til både værkstedsundervisning og teoriundervisning, så emnerne opleves som meningsfulde i relation til elevernes kommende fagområder.
Samarbejde på tværs har været et centralt tema gennem hele forløbet – både internt mellem uddannelser og grundfag på de enkelte skoler og mellem partnerskolerne. Erfaringsudveksling og fælles udvikling vurderes at være væsentlige elementer i arbejdet med at styrke grønne kompetencer på erhvervsuddannelserne.
Klima Kompetencer Sjælland har bidraget til at samle partnerskabet og skabe rammerne for det fælles udviklingsarbejde, som KlimaKickstart-projektet bygger på. Projektet understøtter dermed ambitionen om at udvikle nye samarbejdsformer og styrke erhvervsuddannelsernes arbejde med grøn omstilling i Region Sjælland.
